Oprydningsmyte 1: Det er bedst at ordne lidt ad gangen

Første trin i oprydningen: Hvorfor vil du gerne have orden?

oprydning

Hele essensen i KonMari-metoden er, at din oprydning skal tage udgangspunkt i positive følelser, og det er naturligvis vigtigt, at du helt fra begyndelsen lægger ud med den rigtige grundtilstand.

KonMari-metoden kan kun give dig redskaberne til at rydde op. Du er den eneste person, som kan beslutte, om du én gang og for alle vil gøre noget ved det.

Du bliver aldrig færdig med at rydde op, hvis du ikke går helhjertet ind i projektet. Derfor er allerførste trin i oprydningsprocessen en øvelse, der går ud på at identificere dit mål. Der må være en grund til, at du har besluttet dig for at rydde op. Hvad er det, du håber på at opnå?

Selvom du måske allerede har væbnet dig med affaldssække, opbevaringsæsker og gule rengøringshandsker, og du er ivrig efter at komme i gang med at sortere dine ejendele, er det vigtigt, at du ikke springer denne øvelse over.

Forestil dig, hvordan det er at leve i et ryddeligt rum
I første del af øvelsen skal du tænke over, hvordan din drømmelivsstil ser ud. Marie Kondo nævner en klient, som ønskede at lave yoga, inden hun gik i seng, men hun rodede så meget, at hun ikke havde nogen gulvplads. Under visualiseringsøvelsen forestillede klienten sig sit værelse med et nyt pink tæppe, hvor hun hver aften kunne sidde og drikke urtete og lave yoga, mens hun lyttede til klassisk musik og brændte aromatiske olier. Efter hun havde skabt dette billede for sig, gik hun i gang med at rydde op, og da hun var færdig, gik livsstilen i opfyldelse. Hvem ved, måske står hun netop nu i den stående bjerg-stilling til duften af lavendel.

Pointen med historien er selvfølgelig ikke, at du skal gå ud og købe et pink tæppe og et album med Chopin. Pointen er, at du skal tænke detaljeret omkring de ting, du godt kan lide, sådan at beskrivelsen bliver livagtig for dig. Hvis du savner inspiration, kan du kigge på billeder i boligmagasiner eller på nettet og gemme de billeder, der fanger dig. Du bør også tage noter. Du kan se et udpluk af mine noter og billeder til sidst i indlægget.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor… ?
Når du har de forskellige punkter af din drømmelivsstil på plads, er det tid til anden del af øvelsen, nemlig at besvare spørgsmålet om, hvorfor du gerne vil leve sådan. Det gælder om at spørge så meget ind som muligt. Hvis du for eksempel har noteret, at du gerne vil lave yoga, så spørg dig selv hvorfor. Hvis svaret er, at det får dig til at slappe af, så spørg, hvorfor du gerne vil slappe af. Hvis du gerne vil slappe af for lettere at kunne falde i søvn, så spørg hvorfor du gerne vil have nemmere ved at falde i søvn. Hvis svaret er, at du ikke vil være træt den næste dag, så spørg hvorfor du ikke vil være træt. Her kunne svaret være, at du nyder dit liv mere, når du er veludhvilet.

Spørg gerne “hvorfor” tre til fem gange til hvert punkt, som du har noteret. Du tænker nok, at det jo giver sig selv, hvorfor du gerne vil leve din drømmelivsstil, men giv dig nu alligevel tid til at gå punkterne igennem, og giv dig tid at sætte ord på og gøre svarene så direkte og åbenlyse som muligt.

Efterhånden vil du se, at alle begrundelserne handler om at nyde livet og om at være lykkelig. Det virker måske indlysende, men det er vigtigt, at du selv finder frem til den erkendelse: Hele årsagen til at rydde op er at blive lykkelig.

Mine egen overvejelser: Hvorfor vil jeg gerne rydde op?
Egentlig har jeg gennem den sidste månedstid eller to taget hul på ovenstående øvelse uden at vide, at der var tale om en øvelse. Det var, før jeg overhovedet havde skænket Marie Kondo og denne blog en tanke. Jeg kan mærke, at det eftertænksomme tilløb har været godt for mig, for jeg føler mig meget motiveret og klar til at ordne hjemmet én gang for alle. Der er på en måde faldet et eller andet på plads inden i mig. Jeg bilder mig ikke ind, at det bliver let at rydde op (for guderne skal vide, at jeg ejer mange ting, og i tillæg til dette er jeg mere nostalgisk end beboerne i De Gamles By tilsammen), men jeg mærker helt ind i hjertet, hvad der må gøres. Nu er det “bare” at gøre det. Og med Marie Kondo og bloggen til at holde mig i ørene er jeg sikker på, at det nok skal lykkes.

Nedenfor har jeg lavet et udpluk af de billeder og kerneord, som jeg kom frem til i øvelsen. For mig rummer billederne og ordene nogle stemninger, som jeg vil holde fast i under oprydningsprojektet.

oprydning-kerneord

oprydning-3Foto: Herz & Blut

oprydning-12
Foto: Homepolish

oprydning-10Foto: IPC+ Syndication/Livingetc/Matthew Williams

oprydning2Foto: Handcut

oprydning-6Foto: Avenue Lifestyle

oprydning-5Foto: Daniella Witte

oprydning-11Foto: Herz & Blut

oprydning-13Foto: Housedoctor

alsace-vinglasFoto: Magisk Bolig

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Oprydningsmyte 1: Det er bedst at ordne lidt ad gangen