Et rodehoveds bekendelser

Jeg holder meget af mode. For mig kan et print, et snit, et tekstil give en æstetiske følelse fuldt på højde med kunst. Med andre ord: Om det hænger på Louisiana eller i mit garderobeskab er ikke afgørende. Derfor har jeg de sidste 10 år været virkelig god til at købe nye klæder, men knap så god til at skille mig af med dem igen. Hvis du havde en Monet liggende i sokkeskuffen, ville du jo heller ikke smide den til genbrug (OK, en Monet er måske i overkanten, men så en Per Kirkeby-litografi).

Ud over at være loyal over for mine favoritdesignere så lader jeg mig gerne inspirere til impulskøb, når jeg falder over noget smukt. Det kræver ikke en kandidat i matematik at regne ud, at de mange køb sæson efter sæson kombineret med min jammerlige evne til at kassere ting er lig med et gigantisk pladsproblem. Derfor bliver en del af det tøj, jeg ikke bruger, opbevaret i kælderrummet.

I dag skulle jeg så i kælderrummet og hente en skjorte, som jeg har solgt på Trendsales (ja, det hænder trods alt, at jeg skiller mig af med en smule tøj). Den ellers fine Stine Goya-skjorte har noget guldtråd i sig, som heldigvis klør lidt. Jeg er mega-sart, hvad angår sådan noget kløe, og selv jeg kan se, at det er mest logisk at sælge skjorten videre, når nu jeg ikke vil få den brugt. Og ja, selv jeg kan også se, at det er skrupskørt at skrive “heldigvis” i den forrige sætning, men med de store mængder tøj, jeg skal give afkald på, er det befriende, at noget af det giver sig selv.

Da jeg var i kælderen, faldt jeg over en pose med nytårssager, som vist er fra, før vi bevægede os ind i 2010’erne. I posen med festlige kransekagefigurer, assorterede hatte og bordbomber stak et par drinksplettede bunny ears ud af åbningen. Jeg hev fat i posen og tænkte begejstret, at alt dette kunne smides ud. Men så skete der noget sjovt. Jeg tog mig selv i at tænke: »Jeg venter da vist lige med at smide det her ud, sådan at jeg har noget at smide ud, når jeg går i gang med Kondo-oprydningsprojektet på bloggen.«

Senere på aftenen så jeg en t-shirt i mit skab, som jeg næsten ikke har brugt og ikke længere kan passe. Tanken ramte mig igen: »Der er da ingen grund til at begynde at aflevere tøj til genbrug. Endnu.«

Jeg ved, at det bliver virkelig svært at rydde op i mit tøj, og hvis det skal være muligt at illustrere en vis form for succes i det her projekt, er det fristende at gemme lidt til den side af vægtskålen, som indeholder det, jeg vælger at smide ud. Af skræk for at jeg ude i fremtiden på bloggen kun kan vise ganske få plastiksække med genbrugstøj og affald, gemmer jeg altså ting nu, som jeg ellers ville kassere. Det skal være løgn!

Fokus på det jeg beholder frem for det jeg smider ud
I stedet for at bruge så meget energi på at tænke over, hvor svært det bliver at smide ting ud, skal jeg hellere have fokus på, hvor dejligt det bliver kun at være omgivet af ting, jeg vælger at beholde. Undertitlen til Marie Kondos bog fortæller jo også, at det er en metode, “der skaber plads til det du elsker”, ikke at det er en metode til at “slippe af med alt dit lort”. Resultatet er det samme, spørgsmålet er, hvor man vælger at lægge fokus.

Når jeg er færdig, kommer der kun til at være ejendele i mit hjem, som er vigtige for mig. Jeg har en følelse af, at der er en helt bestemt meningsfuld mængde af ejendele, jeg skal beholde (jeg ved bare ikke selv hvilke endnu). De er derude, i mine skabe, skuffer og reoler, og jeg skal “bare” finde frem til dem, én genstand ad gangen, og oprydningsprojektet går dermed ud på at skrælle alt det fra, som ikke er en del af den meningsfulde mængde.

I stedet for at være nervøs for projektet er jeg derfor begyndt at fokusere på et målscenarium, hvor jeg er omgivet af ejendele, som giver mig glæde og energi. Den følelse skaber ikke angst for at vælge fra, men motiverer mig tværtimod til at komme i gang – og give plads til det, jeg vælger til.

Kaninørerne og t-shirten skal ud. Nu.

Mit helt eget eksemplar af bogen. Og jeg er ikke bange for at have varme drikke i nærheden af det.

Jeg er ivrig efter at komme i gang med oprydningen, og da både de fysiske og elektroniske biblioteker ikke kunne hjælpe mig, har jeg i dag været hos boghandleren og købt bogen Magisk oprydning.

Egentlig vil jeg også meget hellere eje bogen frem for at låne den på biblioteket eller have den som e-bog på min telefon. For det første kan jeg godt lide, at bøger optager en fysisk plads i rummet, og at jeg kan bladre i dem. For det andet kan jeg godt lide at bruge bøger. Det værste jeg ved, er sådan en helt stram, ubesudlet, ubladret bog, hvor siderne ikke formår at løfte omslaget, men hvor bogen i stedet er lige så tynd, som da den kom fra trykkeriet. Bøger er ikke fabergé-æg. Bøger skal bruges. Hvis der kommer et lille aftryk fra en kaffekop, synes jeg faktisk bare, det er hyggeligt. Så har bogen og jeg delt den stund. Jeg tror ikke, bibliotekarerne er helt enige med mig, så det er nok meget godt, at jeg har mit eget eksemplar.

Der er dog én negativ ting ved at eje bogen Magisk oprydning, som allerede nu giver mig mavepine. I en omtale læste jeg, at et af Marie Kondos principper er, at du skal skille dig af med ting, som ikke længere har en funktion for dig, og hun understregede, at det naturligvis også gjaldt hendes bog. Så når man er færdig med bogen og har ryddet op, skal man give bogen videre. Jeg har ikke engang læst side 1, og alligevel får jeg små sure opstød ved tanken om at skulle forære den væk. Til den tid vil vi jo have så mange gode minder sammen. Bogen og mig.

Uf. Jeg kan godt selv høre det. Det her oprydningsprojekt bliver ikke let.

Det havde jeg nu heller ikke regnet med.

Lidt info om billedet: Det er min intention, at denne blog skal være ærlig. Derfor vil jeg lige tilføje, at for at få den hvide overflade frem måtte jeg flytte en kaktus, to magasiner, en ansigtsolie, en pakketape, en lampeskærm, to vaterpas og en papæske med plads til seks julekugler.

I øvrigt er den smukke kop fra keramiker Inge Vincents. I sit værksted (og butik) på Jægersborggade laver hun papirtynde kopper, vaser, skåle og lyshuse/lysposer til fyrfadslys. Tjek hende ud, hvis du er til unikt håndlavet keramik, som kombinerer det porøse med det brugbare: www.vincents.dk

Jeg vil rydde op med Marie Kondos metode

Jeg skal afsted til min venindes fødselsdag. Gaven er købt i god tid, men jeg ved ikke lige, hvor eller om jeg har noget gavepapir. Den får i stedet et par sider af et gammelt Oh Comely-magasin om sig. Smukkere gavepapir findes der alligevel ikke. Jeg kan kun finde den højre ørering, og for at der er balance i kosmos’ syge humor, kan jeg naturligvis kun finde den venstre stilet. Med andre ord: alt er, som det plejer.

Fødselsdagen var god. Også selvom jeg – bogstavelig talt – fra top til tå var iført noget andet end planlagt. Det beskrevne scenarium gennemspiller jeg i forskellige udgaver (med forskellige mere eller mindre elegante variationer) en håndfuld gange om måneden, og det har jeg gjort, siden jeg forlod barndomshjemmet i januar 2006, altså præcis 13 år siden.

Der er nu ikke noget i vejen med, at alt ikke går som planlagt, eller at jeg må tage noget andet fodtøj på, end jeg havde regnet med. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg efterhånden er ved at være træt. Træt af ikke at kunne finde mine ting, træt af at købe endnu en hvid t-shirt eller endnu et par sorte strømpebukser, fordi jeg ikke ved, hvor et af de utallige par, jeg allerede ejer, befinder sig. Og jeg er træt af at give min kæreste hjernerystelse, fordi han uden mistanke om farer går ind i et mørkt værelse, og ind i en af de skabslåger, jeg ikke har formået at lukke efter mig. Nogle gange kan en åben skabslåge endda brage ind i naboskabets åbne skabslåge, og på den måde nikke min kæreste en “to lags”-skalle. Manden har klaret en opvækst i Alberslund uden at få skrammer, men at flytte sammen med mig har resulteret i talrige led, der er kommet ud af stilling, tre skabslåge-hjernerystelser og én enkelt mummitroldssaks i låret.

Men det er ikke udelukkende min skyld. Faktisk har han en helt utrolig evne til at drages af rod-relaterede skader. Hvis jeg for eksempel har glemt en blyant på gulvet i en fuldstændig ryddet stue, kan du roligt sætte dine penge på, at han vil træde på blyanten, rulle bagover og som minimum vride noget, som invaliderer ham i de næste otte timer. Fik jeg skrevet minimum?

Nå, men hvad gør man så, når et rodehoved skal have hjemmezonen til at fungere sammen med en mand, for hvem det er lige så unaturligt at undgå at sætte sig på en glemt neglefil i sofaen, som det er unaturligt for os andre at overleve dagen uden at trække vejret?

Det, som jeg har valgt at gøre, er at få hjælp af magiske Marie Kondo – og ikke mindst skrive en blog om processen. Hvis du ikke allerede har hørt om Kondo, så kan jeg fortælle, at hun er en japansk oprydningsguru, og at hendes bog har været #1 på New York Times bestseller-liste. Da jeg hørte om bogen i sommer, var den allerede solgt i 6 millioner eksemplarer, så jeg er tydeligvis ikke den eneste, der kunne bruge lidt vejledning. Dét fik jeg bekræftet igen i dag, da jeg forsøgte at låne bogen på biblioteket. Samtlige af Københavns bibliotekers 38 eksemplarer er udlånt, og der er fire ugers ventetid. Så længe kan jeg ikke vente. Med et håb om, at de roder mindre på Frederiksberg, forsøgte jeg deres biblioteks hjemmeside. Også her er alle (dog kun 4) eksemplarer udlånt, men de har i tillæg en ebog, som kan hentes på iPhone! Hurra.

Jeg har ingen ide om, hvordan bogen er bygget op, eller hvordan det her ender, og dermed ingen klar ide om, hvilken blog der kommer frem. Ud over ord i stride strømme forstiller jeg mig før- og efterbilleder, en masse boligønsker til lejligheden og pæne billeder med svagt rosa filter af inspirerende hjem. I tillæg til dette har jeg en klar forventning om, at en latent samlermani med stort potentiale vil dukke op i processen. Der er jo kun en måde at finde ud af det på. Frem med iPhonen. Og download.

Well, jeg havde heller ikke regnet med, at det ville gå SÅ let…