Jeg vil rydde op med Marie Kondos metode

Jeg skal afsted til min venindes fødselsdag. Gaven er købt i god tid, men jeg ved ikke lige, hvor eller om jeg har noget gavepapir. Den får i stedet et par sider af et gammelt Oh Comely-magasin om sig. Smukkere gavepapir findes der alligevel ikke. Jeg kan kun finde den højre ørering, og for at der er balance i kosmos’ syge humor, kan jeg naturligvis kun finde den venstre stilet. Med andre ord: alt er, som det plejer.

Fødselsdagen var god. Også selvom jeg – bogstavelig talt – fra top til tå var iført noget andet end planlagt. Det beskrevne scenarium gennemspiller jeg i forskellige udgaver (med forskellige mere eller mindre elegante variationer) en håndfuld gange om måneden, og det har jeg gjort, siden jeg forlod barndomshjemmet i januar 2006, altså præcis 13 år siden.

Der er nu ikke noget i vejen med, at alt ikke går som planlagt, eller at jeg må tage noget andet fodtøj på, end jeg havde regnet med. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg efterhånden er ved at være træt. Træt af ikke at kunne finde mine ting, træt af at købe endnu en hvid t-shirt eller endnu et par sorte strømpebukser, fordi jeg ikke ved, hvor et af de utallige par, jeg allerede ejer, befinder sig. Og jeg er træt af at give min kæreste hjernerystelse, fordi han uden mistanke om farer går ind i et mørkt værelse, og ind i en af de skabslåger, jeg ikke har formået at lukke efter mig. Nogle gange kan en åben skabslåge endda brage ind i naboskabets åbne skabslåge, og på den måde nikke min kæreste en “to lags”-skalle. Manden har klaret en opvækst i Alberslund uden at få skrammer, men at flytte sammen med mig har resulteret i talrige led, der er kommet ud af stilling, tre skabslåge-hjernerystelser og én enkelt mummitroldssaks i låret.

Men det er ikke udelukkende min skyld. Faktisk har han en helt utrolig evne til at drages af rod-relaterede skader. Hvis jeg for eksempel har glemt en blyant på gulvet i en fuldstændig ryddet stue, kan du roligt sætte dine penge på, at han vil træde på blyanten, rulle bagover og som minimum vride noget, som invaliderer ham i de næste otte timer. Fik jeg skrevet minimum?

Nå, men hvad gør man så, når et rodehoved skal have hjemmezonen til at fungere sammen med en mand, for hvem det er lige så unaturligt at undgå at sætte sig på en glemt neglefil i sofaen, som det er unaturligt for os andre at overleve dagen uden at trække vejret?

Det, som jeg har valgt at gøre, er at få hjælp af magiske Marie Kondo – og ikke mindst skrive en blog om processen. Hvis du ikke allerede har hørt om Kondo, så kan jeg fortælle, at hun er en japansk oprydningsguru, og at hendes bog har været #1 på New York Times bestseller-liste. Da jeg hørte om bogen i sommer, var den allerede solgt i 6 millioner eksemplarer, så jeg er tydeligvis ikke den eneste, der kunne bruge lidt vejledning. Dét fik jeg bekræftet igen i dag, da jeg forsøgte at låne bogen på biblioteket. Samtlige af Københavns bibliotekers 38 eksemplarer er udlånt, og der er fire ugers ventetid. Så længe kan jeg ikke vente. Med et håb om, at de roder mindre på Frederiksberg, forsøgte jeg deres biblioteks hjemmeside. Også her er alle (dog kun 4) eksemplarer udlånt, men de har i tillæg en ebog, som kan hentes på iPhone! Hurra.

Jeg har ingen ide om, hvordan bogen er bygget op, eller hvordan det her ender, og dermed ingen klar ide om, hvilken blog der kommer frem. Ud over ord i stride strømme forstiller jeg mig før- og efterbilleder, en masse boligønsker til lejligheden og pæne billeder med svagt rosa filter af inspirerende hjem. I tillæg til dette har jeg en klar forventning om, at en latent samlermani med stort potentiale vil dukke op i processen. Der er jo kun en måde at finde ud af det på. Frem med iPhonen. Og download.

Well, jeg havde heller ikke regnet med, at det ville gå SÅ let…