Skab plads til det du elsker

Et rodehoveds bekendelser

Jeg holder meget af mode. For mig kan et print, et snit, et tekstil give en æstetiske følelse fuldt på højde med kunst. Med andre ord: Om det hænger på Louisiana eller i mit garderobeskab er ikke afgørende. Derfor har jeg de sidste 10 år været virkelig god til at købe nye klæder, men knap så god til at skille mig af med dem igen. Hvis du havde en Monet liggende i sokkeskuffen, ville du jo heller ikke smide den til genbrug (OK, en Monet er måske i overkanten, men så en Per Kirkeby-litografi).

Ud over at være loyal over for mine favoritdesignere så lader jeg mig gerne inspirere til impulskøb, når jeg falder over noget smukt. Det kræver ikke en kandidat i matematik at regne ud, at de mange køb sæson efter sæson kombineret med min jammerlige evne til at kassere ting er lig med et gigantisk pladsproblem. Derfor bliver en del af det tøj, jeg ikke bruger, opbevaret i kælderrummet.

I dag skulle jeg så i kælderrummet og hente en skjorte, som jeg har solgt på Trendsales (ja, det hænder trods alt, at jeg skiller mig af med en smule tøj). Den ellers fine Stine Goya-skjorte har noget guldtråd i sig, som heldigvis klør lidt. Jeg er mega-sart, hvad angår sådan noget kløe, og selv jeg kan se, at det er mest logisk at sælge skjorten videre, når nu jeg ikke vil få den brugt. Og ja, selv jeg kan også se, at det er skrupskørt at skrive “heldigvis” i den forrige sætning, men med de store mængder tøj, jeg skal give afkald på, er det befriende, at noget af det giver sig selv.

Da jeg var i kælderen, faldt jeg over en pose med nytårssager, som vist er fra, før vi bevægede os ind i 2010’erne. I posen med festlige kransekagefigurer, assorterede hatte og bordbomber stak et par drinksplettede bunny ears ud af åbningen. Jeg hev fat i posen og tænkte begejstret, at alt dette kunne smides ud. Men så skete der noget sjovt. Jeg tog mig selv i at tænke: »Jeg venter da vist lige med at smide det her ud, sådan at jeg har noget at smide ud, når jeg går i gang med Kondo-oprydningsprojektet på bloggen.«

Senere på aftenen så jeg en t-shirt i mit skab, som jeg næsten ikke har brugt og ikke længere kan passe. Tanken ramte mig igen: »Der er da ingen grund til at begynde at aflevere tøj til genbrug. Endnu.«

Jeg ved, at det bliver virkelig svært at rydde op i mit tøj, og hvis det skal være muligt at illustrere en vis form for succes i det her projekt, er det fristende at gemme lidt til den side af vægtskålen, som indeholder det, jeg vælger at smide ud. Af skræk for at jeg ude i fremtiden på bloggen kun kan vise ganske få plastiksække med genbrugstøj og affald, gemmer jeg altså ting nu, som jeg ellers ville kassere. Det skal være løgn!

Fokus på det jeg beholder frem for det jeg smider ud
I stedet for at bruge så meget energi på at tænke over, hvor svært det bliver at smide ting ud, skal jeg hellere have fokus på, hvor dejligt det bliver kun at være omgivet af ting, jeg vælger at beholde. Undertitlen til Marie Kondos bog fortæller jo også, at det er en metode, “der skaber plads til det du elsker”, ikke at det er en metode til at “slippe af med alt dit lort”. Resultatet er det samme, spørgsmålet er, hvor man vælger at lægge fokus.

Når jeg er færdig, kommer der kun til at være ejendele i mit hjem, som er vigtige for mig. Jeg har en følelse af, at der er en helt bestemt meningsfuld mængde af ejendele, jeg skal beholde (jeg ved bare ikke selv hvilke endnu). De er derude, i mine skabe, skuffer og reoler, og jeg skal “bare” finde frem til dem, én genstand ad gangen, og oprydningsprojektet går dermed ud på at skrælle alt det fra, som ikke er en del af den meningsfulde mængde.

I stedet for at være nervøs for projektet er jeg derfor begyndt at fokusere på et målscenarium, hvor jeg er omgivet af ejendele, som giver mig glæde og energi. Den følelse skaber ikke angst for at vælge fra, men motiverer mig tværtimod til at komme i gang – og give plads til det, jeg vælger til.

Kaninørerne og t-shirten skal ud. Nu.